Beijing, Kina. Joint Laboratory of Advanced Machining Technology in Aerospace Industry, der blev etableret i fællesskab af Beihang University og Sandvik Coromant GCR, har til formål at opdyrke, uddanne og sikre kunderne kvalificerede teknikere og suveræne totalløsninger.
Når sommeren tjekker ind, kan man på universitetsområdet omkring Beihang University (Beijing University of Aeronautics and Astronautics, BUAA) opleve de nyuddannede kandidater posere foran familie og venners kameraer. Andre studerende står og sludrer eller er på vej til time eller biblioteket. Beihang ligger smukt placeret, indrammet af moderne bygninger, frodige træer og masser af lotusblomster, i Kinas hovedstad Beijing. Det er et ideelt sted at studere og forske og ikke mindst nyde universitetstilværelsen.
BUAA blev grundlagt i 1952. Det er Kinas første universitet, der er målrettet aeronautisk videnskab og rumfartsteknik samt akademisk forskning. BUAA blev meget hurtigt anerkendt som et af Kinas 16 vigtigste universiteter; ikke mindst fordi Kinas regering prioriterer støtten til BUAA meget højt. I dag dækker BUAA en bred vifte af discipliner inden for ingeniørvidenskab og teknologi. Universitetet har uddannet mere end 110.000 unge i løbet af dets 59-årige historie og har leveret utallige højtuddannede kandidater inden for forskellige fagområder. I de senere år har BUAA ligget højt placeret på listen over de kinesiske læreanstalter, der modtager flest støttemidler til videnskabelig forskning. Universitetet er blevet den førende base i Kina med hensyn til teknologiske nyskabelser og videnskabelige højdepunkter.

Antallet af ansatte og studerende løber op i mere end 3.600.
Liu Qiang er professor på stedet, og han blev optaget i 1986 for at færdiggøre sin kandidatuddannelse i maskinteknik. Siden har BUAA, lige bortset fra hans to år i Canada, været basen for hans forskning og daglige arbejde. I dag er han vejleder for kandidater, der skriver doktorafhandling på institut for Mechanical Engineering and Automation (SMEA), og leder af Research and Application Centre of Advanced CNC Machining Technology (BHCNC). De største forskningsområder på centret, der blev grundlagt i august 2007, er fokus på og optimering af bearbejdningsprocesser, programmeringsoptimering og højhastigheds/højeffektive NC-bearbejdningsprocesser. Joint Laboratory of Advanced Machining Technology in Aerospace Industry, der blev grundlagt af BUAA og Sandvik Coromant, hører også under centret.
BUAA og Sandvik Coromant Strategic Partnership blev lanceret i oktober 2009. Ifølge aftalen blev det fælles laboratorium skudt i luften for at gavne kommunikation og samarbejde i uddannelsen samt sikre oplæring i og udvikling inden for det industrielle applikationsfelt.

”BUAA har en lang tradition for samarbejde med industrien,” siger Liu. ”Der er blevet udviklet stærke bånd på en række områder, inklusiv samarbejde omkring bearbejdning, skærende værktøjer og fremstilling af komponenter til flysektoren. Indtil flere af vores forskningsprogrammer er blevet fuldført i kraft af støtten fra store selskaber.”
”Sandvik Coromant er den førende virksomhed inden for skærende værktøjer til metalindustrien. Hvert år investerer virksomheden mindst dobbelt så meget i forskning og udvikling som industrigennemsnittet. Samarbejdet mellem de to parter har til formål at fremme uddannelsen af dygtige teknikere, at skabe totalløsninger for kunderne og udveksle og dele styrker og erfaringer.”
De, der nok får mest ud af samarbejdet, er de studerende, der beskæftiger sig med forskning og tekniske arbejdsprocesser i deres studier. Med det fælles laboratorium og Sandvik Coromants skærende værktøjer har de studerende mulighed for at arbejde med rigtigt udstyr. De får dermed en større forståelse for de udfordringer, som virkelighedens producenter står over for. Undervisningen, der ledes af Sandvik Coromants specialister på universitetsområdet, giver de studerende adgang til den nyeste bearbejdningsteknologi.Det er med til at sikre, at de bliver klædt optimalt på til de opgaver, de møder, når uddannelsen er fuldendt.
Liu påpeger, at BHCNC og Sandvik Coromant har fælles interesser og behov. ”Vi uddanner de studerende til kvalificerede teknikere, der vil blive stærkt efterspurgte blandt producenter,” siger han. ”I kraft af den løbende udveksling af ideer og information om tendenserne i industrien hjælper Sandvik Coromant os med at tilpasse forskningsprogrammerne og indstille fokus på de mest presserende behov i industrien. Dermed har de studerende både teoretisk og praktisk erfaring, når de skal ud og søge job.”
I sin egenskab af direktør for BHCNC er Liu netop nu optaget af et projekt, der handler om at forbedre effektiviteten i CNC-bearbejdning og levere aktuel teknisk support til til hundredvis af producenter. Centret har fået skabt et godt netværk internt, og der er gode relationer til producenter inden for flyproduktion. Centret udfører i sit daglige arbejde diverse sammenlignende test af skærende værktøjer, og man kommer desuden med værktøjsanbefalinger til flykunder. Kunderne tager også selv kontakt til centret, når de har et problem og søger en løsning på fx en flaskehalssituation i deres produktion. Andre gange efterspørger kunderne vejledning i bearbejdningsmetoder til nye materialer og/eller komponenter.
Allerede inden den formelle underskrift af Strategic Partnership-aftalen havde de to parter indledt et konstruktivt samarbejde. I august 2009 arrangerede BHCNC og Sandvik Coromant et kundeseminar om produktiv bearbejdningsteknologi af vanskelige materialer i flyindustrien. Seminaret fandt sted på Sandvik Coromants Application Center i Shanghai, og det tiltrak mere end 40 teknikere fra de største producenter af flykomponenter i Kina. I løbet af dagens program fik deltagerne demonstreret samlede værktøjsløsninger til fremstilling af motorer, rammer og optimerede bearbejdningsmetoder til titanium og Inconel-legeringer. Liu selv talte om, hvordan man kan forbedre CNC-bearbejdningsprocesser ved hjælp af simulering af skæredynamikken – et af hans vigtige forskningsområder. ”Jeg glæder mig til at se BHCNC og Sandvik Coromant udvikle langsigtede planer og styrke deres bånd og samarbejde i fremtiden,” siger han.
I 2011 fortsatte de to parter med at afholde fællesseminarer. Nu om multitask-bearbejdning og kompositbearbejdning, der vil hjælpe flyproducenter med at mestre nye teknologier og forbedre produktiviteten.
I marts 2011 blev det første Sandvik Coromant-legat under programmet Strategic Partnership uddelt til fem studerende ved Beihang University. ”Legaterne er ikke bare et spørgsmål om at hædre de blændende dygtige studerende,” fortalte LiU deltagerne ved legatceremonien. ”Jeg tror også på, at legaterne vil få endnu flere talentfulde studerende til at interessere sig for bearbejdningsindustrien. I Kina er der stor efterspørgsel på kvalificerede teknikere inden for alle områder i bearbejdningsindustrien.”

vicedirektør, human resources, Sandvik Coromant, er enig og tilføjer: “Dette vil med tiden skærpe konkurrenceevnen for landets bearbejdningsindustri.”
Shirley Peng, senior manager, marketing og business i Sandvik Coromant, har denne kommentar: ”Bearbejdning er en af historiens ældste industrier, og bearbejdningsteknikker har været under konstant udvikling i mange tusinde år. I dag har industrien iført sig et nyt, moderne look. Selvom den ikke er så fancy som modeindustrien, så har den aldrig manglet sans for kreativitet og drive – tag nu fx de seneste multiakslede maskiner, simuleringssoftware og ikke mindst de innovative skærende værktøjer. Med vores legat sender vi det budskab til de talentfulde studerende, at bearbejdning er en traditionel, men også en frodig industri. Især i Kina bliver bearbejdning en mere og mere vigtig del af den boomende økonomi. Sandvik Coromant viser – som førende i industrien og også som en beundret aktør på markedet – de studerende, at bearbejdning har en strålende fremtid, og at de kan komme til at spille en hovedrolle i den fortsatte udvikling.”
I løbet af to år har de to parter styrket deres samarbejde og opnået et win-win-partnerskab. Fremtiden byder på langsigtede, fælles planer, hvor det stærke samarbejde omkring videnskabelig forskning, uddannelse og industrielle applikationer bliver plejet.
Et strategisk samarbejde:
Beihang university og Sandvik Coromant
Samarbejdet mellem Beihang University og Sandvik Coromant blev født ved et seminar på BUAA i anledning af deres 56-årige fødselsdag i oktober 2008. Ee Sian Lee, administrerende direktør for Sandvik Coromant GCR, fortalte flyeksperter, lærere og studerende fra BUAA om Sandvik Coromants historie og forretningsværdier. Ved samme lejlighed foreslog han, at der blev etableret et partnerskab med universitetet.
I oktober 2009 blev et Strategic Partnershipaftalememorandum så underskrevet af Tang Xiaoqing, vicerektor på BUAA, og Lennart Lindgren, vicedirektør for marketing og business, AB Sandvik Coromant. Aftalen omfatter udveksling af teknologi, skærende værktøjssponsorater, etablering af et fælles laboratorium, fællesarrangerede seminarer for flykunder og Sandvik Coromant-legatet til School of Mechanical Engineering and Automation.

En af de moderne universitetsbygninger.
Beihang University
Beihang University (Beijing University of Aeronautics and Astronautics, BUAA) blev grundlagt i 1952 som følge af en sammenlægning af de forskellige aeronautiske afdelinger fra en række velrenommerede universiteter. BUAA er Kinas første universitet for aeronautisk videnskab og rumfartsteknik. Det ligger på et 100 hektar stort område ved siden af Kinas nationale olympiske center. Det har udviklet sig til at være et omfattende universitet, der er målrettet videnskab og teknologi inden for flyvning, og det dækker i øvrigt et bredt område af discipliner, herunder videnskab, ingeniørvæsen, humaniora, jura, økonomi, management, filosofi, fremmedsprog og oplæring. Antallet af ansatte løber op i mere end 3.600 og inkluderer 16 medlemmer af Chinese Academy of Sciences og the Chinese Academy of Engineering.

Om Liu Qiang
Liu Qiang, der er professor på Beihang University (Beijing University of Aeronautics and Astronautics, BUAA) og vejleder for studerende, der skriver doktorafhandlinger på School of Mechanical Engineering and Automation (SMEA), står i spidsen for Research and Application Centre of Advanced CNC Machining Technology (BHCNC). Han gennemførte første del af sin kandidatuddannelse på Central South University i 1983. Derefter rykkede han til Beijing for at afslutte sin uddannelse i produktionsteknik på Beihang University. Han tog en doktorgrad i maskinteknik og automatisering via et fællesprogram mellem BUAA og University of British Columbia i Canada.

Nye og avancerede faciliteter er en hjælp for de studerende i deres daglige studier.

Sandvik Coromant og BHCNC afholder fællesseminarer om bearbejdning.

Denne artikel blev først offentliggjort i Sandvik Coromants kundemagasin Metalworking World #1 2012.